Regler For Koersel I Sverige

Regler for kørsel i Sverige

De generelle færdselsregler i Sverige minder meget om de danske. Den vigtigste forskel er dog, at det i perioden fra 1. december til 31. marts er lovpligtigt at køre med vinterdæk (helårsdæk er ikke gældende). Desuden anbefales det, at der altid holdes øje med 'vildt' (elge, rådyr og vildsvin). I gennemsnit sker der en 'vildt'-ulykke hvert 9'ende minut på de svenske veje.

  • Er du kommet ud for en ulykke, som involverer eksempelvis elge, ulve, rensdyr, bjørne, hjorte eller losser, skal det straks indberettes til politiet. Dette kan ske på enten alarmnummeret - 112 eller på det landsdækkende politinummer - 114.

    Du skal markere stedet, hvor ulykken er sket. Det kan være ved at sætte et reflekterende bånd op eller noget andet, så politiet let kan finde ulykkesstedet. Når ulykkesstedet er markeret, og politiet er underrettet, må man forlade stedet.

  • I Sverige er det som nævnt før lovpligtigt at køre med vinterdæk i perioden 1. december til 31. marts, og der skal være minimum 3 mm dækmønster. Helårsdæk er ikke gældende, selvom de er mærket med M+S (Mud&Snow).

    Kravet om vinterdæk gælder også, hvis der er sne eller is på vejene. Så hvis du skal til Sverige udenfor førnævnte periode, så bør det undersøges forinden, om der ligger sne, eller om der er minusgrader i et område, hvor man skal køre.

    Der skal også vinterdæk på en eventuel trailer eller campingvogn.

  • Når vejr og vejforholdene er til det, må der anvendes snekæder. Det gælder eksempelvis i snevejr, eller hvis der ligger sne på vejene. Så skal du på skiferie, anbefales det, at du medbringer snekæder.

  • I Sverige er det tilladt at køre med pigdæk i perioden 1. oktober - 15. april. Ved kørsel med pigdæk uden for denne periode udstedes der bøder.

  • Hastighedsgrænserne er lidt specielle i Sverige. Dette skyldes, at det er de enkelte kommuner, der fastsætter hastighedsgrænserne. Derfor kan kørsel på landeveje variere fra 70 km/t til 100 km/t fra den ene kommune til den anden. Du skal derfor være særligt opmærksom på skiltningen.

    I Sverige anvendes der stærekasser til at holde styr på fartsyndere. Men i Sverige skiltes der med stærekasser ved hjælp af et blåt skilt med et videokamera. Vær derfor altid opmærksom, når du ser et blåt skilt.

  • Der er generelt ikke indført vejafgifter i Sverige. Dog findes der nogle få områder, hvor en enkelt vej eller et enkelt område kan være betalingsveje. Dette gælder eksempelvis i Stockholm og Göteborg, hvor der er en såkaldt 'betalingsring'. Betalingsringene er omfartsveje, der kan hjælpe med at spare tid, hvis man skal fra den ene ende af byen til den anden. Betalingsringen i Göteborg er udstyret med kamera, som sørger for at sende en regning efterfølgende. Der skal derfor ikke betales på stedet.

  • I Sverige ligger promillegrænsen på 0,2 . Alt derover er ikke tilladt.

  • Der er endnu ikke indført miljøzoner i Sverige. Du kan altid holde dig 100% opdateret ved at kontakte FDM

    Du kan kontakte FDM lige her: Kontakt FDM

Vintertjek på bilen

Er din bil klar til de hårde vejrforhold?